Hjemmeværnet har i det forgangne år oplevet en massiv stigning i antallet af frivillige, og ifølge nye tal er det den største medlemsfremgang i mere end 40 år. I 2024 steg antallet af nye frivillige med 35 procent sammenlignet med året før.

Det skriver TV 2 søndag på baggrund af nye tal fra Hjemmeværnet.

Ifølge chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, er udviklingen et stort vendepunkt efter flere årtier med dalende tilslutning.

– Det er meget positivt, for mængden af opgaver vokser i de her år, og vi har brug for flere til at løse dem, siger han til TV 2.

Kriser og konflikter sender danskere til Hjemmeværnet

Den stigende tilslutning i antallet af frivillige i Hjemmeværnet sker i en tid, hvor sikkerhedspolitik og globale konflikter fylder mere i samfundsdebatten end tidligere.

Ifølge TV 2’s forsvarskorrespondent, Anders Lomholt, har danskernes syn på Forsvaret ændret sig, hvilket afspejles i den øgede interesse for Hjemmeværnet. Også Hjemmeværnets chef, Gunner Arpe Nielsen, ser en tydelig sammenhæng mellem verdenssituationen og den voksende tilslutning. Han fortæller at mange frivillige tilkendegiver, at de føler et ansvar for at bidrage aktivt til beredskabet, hvilket motiverer dem til at melde sig.

Hjemmeværnets rolle har ændret sig

Hjemmeværnet har gennem årene udviklet sig fra primært at varetage beredskabsopgaver ved festivaler og større arrangementer til at spille en mere militær rolle i forbindelse med forsvar og bevogtning.

Et eksempel er Hjemmeværnets arbejde med værtsnationsstøtte, hvor de hjælper med at bevogte militære områder ved havne og lufthavne, når udenlandske styrker opererer i Danmark.

Generalmajor Gunner Arpe Nielsen vurderer, at den militære dimension har gjort Hjemmeværnet mere attraktivt for nye frivillige.

– Vi har gavn af det større fokus på militære opgaver, for det betyder noget for, hvor mange der melder sig, siger han til TV 2.

Hjemmeværnet sætter ind med rekruttering

Foruden den ændrede sikkerhedssituation har Hjemmeværnet også selv arbejdet aktivt med at tiltrække nye frivillige, og Gunner Arpe Nielsen vurderer, at der i samfundet generelt er en større anerkendelse af de mange vigtige militære opgaver, som Hjemmeværnet varetager.

Ifølge Hjemmeværnet er der i dag omkring 43.000 hjemmeværnssoldater, der hjælper Forsvaret, politiet og andre myndigheder med alt fra militær bevogtning og patruljer til beredskabsopgaver under krisesituationer.