VEJRET. Efter nogle dage med skiftende vejrforhold er sommeren nu på vej tilbage med solskin og varme temperaturer.
Ifølge DMI bevæger et lavtryk over Polen sig torsdag mod syd og svækkes gradvist. En tilhørende frontzone betyder dog, at især den sydlige del af landet vil starte dagen med skyer og stedvis lidt regn eller spredte byger.
Men i løbet af torsdagen vil vejret hurtigt klare op nordfra. Varm luft strømmer ned over landet fra Sverige og giver eftermiddagsvarme på mellem 22 og 27 grader – med Nordjylland som det varmeste sted. I løbet af eftermiddagen og aftenen kan der dog lokalt forekomme enkelte byger, eventuelt med torden, mens man i det nordjyske slipper helt uden regn.
Weekend med ægte sommervarme
Fredag, lørdag og søndag står solen for alvor på programmet med ægte sommervarme over hele landet. Alle tre dage forventes temperaturer på over 25 grader, og kun ganske få steder kan eftermiddagsvarmen udløse lokale byger.
Dermed er det perfekte betingelser for strandture, grillarrangementer og andre udendørs aktiviteter i sommerlandet.